<%if link8uk%>Change language/ <%if link8de%>Sprache wählen:   <%end if%>    <%if link8uk%><%end if%> LYS OG FARVE - MALEREN Af kunsthistoriker Rolf H. Schmitz, Professor Dr.ph.   Et blik på dagens billedkunstneriske aktivitet viser, at kunstnere atter i stigende udstrækning beskæftiger sig med landskabet. Ganske vist på en anden måde end i de tidligere århundreder forsøger de i dag at overføre følelser og ståsted samt landskabets indre harmoni til lærredet. Naturens realitet fremstår kun som fragment, som billedtegn. Farvernes symbolværdi er vigtig. Vi finder en lykkelig syntese i Anders Nyborgs maleri. Animeret af sine sæsonbetonede ophold på øerne Bornholm og Mallorca maler han karakteristika fra disse områders miljø ind i sine billeder - og med en stigende udtryksfuldhed. Hans iagttagelser af markante farvestrukturer filtreres fra og omsættes til rytmiske farveflader på lærred. Således er der virkelig bag den blå farve himmel og hav, bag gul jord, sand og bornholmske marker og bag rød den brændende, sydlige sol. Det, der i virkeligheden tiltaler ham ved lyset, fra himlen og jorden, vil og må han bringe til udtryk i sit kunstneriske arbejde. For Anders Nyborg er musikken en yderligere uomgængelig ledsager i den kreative virksomhed. “Tonemaleriet”, hvor musikken bliver optaget som formel og farve, gør et stærkt indtryk. Musikken opfattes som en direkte bevægelse, hvilket især fremkommer ved malende håndbevægelser, ligesom et sindbillede af en indre stemning. På denne måde vokser sanser og gehør sammen til et billedrum, udtrykt på lærredet fyldt med spændinger og rytmer. Billederne bliver til digte af farve, lys og form. Malerisk og grafisk gennemtrænges det derved på én gang ligeledes som statisk og bevægeligt. Fra kompositionerne udvikler sig farvemusik, som er befriet for alle realiteter. Fra en række linjer, fra brede, flydede farvebaner opbygges et differentieret farvevalg i lysende toner. Anders Nyborg fornemmer sikkert landskabets modsætninger, farve- og lysreflektioner. Til sanserne og gehøret kommer fornemmelserne og det han ved, og det går op i en højere enhed. Dermed sætter maleren pris på en harmonisk udformning i det abstrakte, hvorved det generaliserende element er mest udviklet. Men det handler også om farvens værdi, som anvendes som rumskabende forbedring. Kunstnerens farvemæssige udtryk opnås kun i betragterens underbevidsthed. Man skal beskæftige sig nærmere med hans arbejder, hvis man vil forstå betydningen af tegn og symboler i deres opløste beskaffenhed. Men så føler man også kunstnerens engagement og hans afstandtagen til det dekorative. Omfanget af Anders Nyborgs maleriske fantasi er forbavsende, det - uden sammeligning med andre mestre - lader sig ikke stoppe og synes ikke at kunne tabe i kraft. Som om det ikke kan stoppes indordner det ene billede sig efter det andet i rækken. Men ikke alt er fuldendt og med sin klare fornemmelse er Anders Nyborg sin egen og værste kritiker. I værkerne åbner sig en skabende nølen og overvejelse, men der ses også sarthed og lyrik i farve og form. Mellem den ekspressive hæftighed og glidende ubekymrethed, mellem impulsivitet og kritisk distance er hans skala rigt nuanceret. Således viser den optiske udfordring sig i Anders Nyborgs arbejde som overordentligt stimulerende og forfriskende. Hans billeder anbefaler sig som optimistiske bekendelser til opdagelsen, der fra en flydende betragtning åbenbarer sig for øje og ånd. Ved alle forandringer og viderudviklinger i farve- og formsprog og hvad det rummer glemmer Anders Nyborg aldrig nogensinde sine mål: At erindre mennesker om, at bag det, øjet iagttager, skjuler sig en stor og rig verden. Sanselig erfaring af rummet billedhuggerens store skulpturer. Anders Nyborgs skulpturelle værker bevæger sig omkring forskellige emner med et centralt tema. Gennem bevidst iagttagelse af positiv- og negativformer bliver rummet, som omgiver skulpturen, mere synligt. For kunstneren er rummet, der omgiver os, meget livligt. Man fornemmer grundholdningen, dyb samhørighed med natur og kosmos udstråler af hans arbejde, i hans arkitektoniske objekter, der til stadighed fører til nye konstellationer. Skulpturerne er på én gang konstruktivt klare og gådefulde. Fragmenter fra naturen forbindes med elementer fra geometrisk statiskhed. Også her - som ved maleriet - er der vand, himmel og jord i overleveringer fra en tidligere kultur og citater fra jern og stål. Skulptur som et rumfyldende element, hvori også åndelige strukturer er læselige, bliver dynamoen i hans skulpturelle ideer. Det er konkrete og synlige former fra jagten på livets temaer: opstigning og vækst, knopper og blomster, modningens og høstens tyngde. De store skulpturer vejer ofte mange tons, men formidler trods tyngdepunktet legende elegance. Anders Nyborgs arbejde med stålskulpturen begynder derhenne, hvor det traditionelle holder op. Han søger æstetik fra form og materiale til fornyelse af den traditionelle masse og i det erkendelse af nye muligheder. Ikke alene regelmæssige flader i store kvadersten, søjler og pyramider, men også uregelmæssige trapezer og kurver indgår forbløffende i skulpturelle forbindelser med hinanden. Kunstneren opfatter skulpturen som et stykke arkitektur. Også forbindelsen mellem metal og sten har Anders Nyborg arbejdet ihærdigt med og på denne måde fundet sit eget sprog. I den henseende betyder skulpturkunsternes formsprog, at der er tale om synspunkter, der altid er til diskussion med hensyn til principielle billedformer - ligesom forholdet mellem flade og linje og omfang og mængde. Placeringen af en skulptur inddrages, når værket tilrettelægges, således at lysets og rummets virkning bliver vigtige faktorer. Dermed indpasses skulpturen i det virkelige miljø. Den idé og hans arbejdsiver ses i de mange forberedende skitser til de kæmpestore skulpturer. Stadig mere renset for detaljer i naturen stræber Anders Nyborg efter enkelhed og skønhed - mest en streng skønhed. Så når antikkens tænkere i dag minder os om den simple og stadig gældende sandhed om æstetik, viser det os grundlaget for kunstnerne. Frisindede skupturelle arbejder Det er Julio Gonzales fortjeneste at føre opfindelsen af jernskulpturkunst og de deri liggende kunstneriske muligheder til en ny opfattelse. Ved siden af andre kendte billedhuggere som David Smith, Chillida, Tingueli eller Serra har Anders Nyborg også denne evne til at videreudvikle og forarbejde f.eks. skrot, der er blevet et anerkendt materiale, som kan være med til at forklare en skulptur. Selv om han sætter pris på skønheden fra gammelt jern i rå tilstand, fortrækker Anders Nyborg at skære, forme og polere efter egen plan. Arbejdsprocessen bliver anskuelig. Nogle flader fra skulpturen er opkradset, undertiden er overfladen gennembrudt. Enkelte elementer er påsvejset på fladerne. Svejsesøm bliver synlige som en del af strukturen. Gennem flere former for overfladebehandling og brug forskellig brug af materialer opnår kunstneren et lys- og skyggespil, som understreger skulpturerens kropslighed. Det utrættelige arbejde med materialet og søgningen efter nye former er en proces, Anders Nyborg til stadighed må gå efter. Derfor finder man i de skulpturelle værker så mange udformninger fra de samme temaer, hvorved han får prøvet nye ting. Både i de store skulpturer og i de mindre værker viser Anders Nyborg sig som en billedhugger med stor præcision, hvorved han nøje behersker materialet og endelig gennemskulpturens identitet og udtryk giver et fingerpeg om, at der i kunsten ikke altid er noget nyt, men ofte noget andet. Det gør han med stærk overbevisning. Det giver åndelig intensivitet og opfylder meningsindholdet.